En supertanker på ny kurs

En reorganisering og en agil transformation skal løfte DRs streamingtjenester til højeste niveau – og med opdateringen af DR Radio app ligger første produkt klar på den nye hylde. Streamingchef Kristian Waneck fortæller her, hvad ændringerne har betydet for udviklingen af den nye app.

Interview med Kristian Waneck, Chef for streaming i DR.


Streamingtjenester af fineste kaliber. Det er ambitionen i DR. Som et led i planerne har DR lanceret en ny og forbedret version af deres radio app. Den blev udgivet i starten af april, men har allerede vist sig at være en succes. Flere brugere er kommet til, og de bruger i gennemsnit appen i længere tid.
Da udviklingsarbejdet på den nye radio app skulle skydes i gang, teamede DR op med NRK, Norges pendant til DR. Nordmændene stod foran en lignende opgradering af deres radio app, så et fælles projekt gav mening. Samarbejdet skabte en ny konstellation uden for de normale organisatoriske rammer. Det gav friere tøjler i udviklingsprocessen og gode muligheder for at afprøve den tilgang, de nye transformationstiltag søger at implementere.

”Vi havde de samme principper for, hvordan vi gerne ville arbejde – mere iterativt, agilt og produktfokuseret,” siger Kristian Waneck.

Netop produktfokus er grundstammen i den agile transformation, som DR arbejder hårdt på at folde ud i den store organisation. Samarbejdet med NRK uden for de vante rammer gjorde det enklere at arbejde agilt i netop det projekt, men selvom det kræver knofedt at ændre arbejdsgangene inden i DRs organisation, er appen alligevel et tydeligt bevis på, at agile metoder er vejen til at kunne levere streamingtjenester i topklasse.

Hurtigere på markedet

For at levere varen, må DR imødekomme nye tendenser, brugerbehov, gode ideer og nødvendige forbedringer i deres produkter. Derfor arbejder DR også på at forkorte time-to-market og sikre hurtig eksekvering. Den agile approach skal sikre, at produkterne altid er aktuelle. Kristian Waneck forklarer:

”De produkter vi har i markedet, skal vi arbejde med mere løbende i stedet for at lancere noget og først vende tilbage til det senere, som tilfældet eksempelvis har været med den gamle version af vores radio app.”

I modsætning til den gamle app er den nye udviklet ud fra de principper, DR ønsker at praktisere fremadrettet. Principper, der giver mulighed for at forholde sig til feedback fra markedet og løbende udvikle ønskede features til appen – og DR er godt i gang. Der er allerede en lang række forbedringer på vej, der skal holde appen på forkant med brugernes behov.

”Vi fik skabt en første release, vi hurtigt kunne komme i markedet med, og som matchede de forventninger og krav, vores brugere har. Herudover har vi en liste af yderligere forbedringer, der ligger foran os. De kommer ind som løbende opdateringer med de forbedringer, brugerne efterspørger,” forklarer Waneck og uddyber, hvorfor den agile tilgang er så vigtig:

”Markedsudviklingen går så stærkt, at vi ikke har tid til lange udviklingsforløb. Hvis ikke vi arbejder agilt, risikerer vi simpelthen at ramme ved siden af med produkter og forbedringer.”

Det handler derfor om at få defineret, hvad det mindst mulige produkt, der giver værdi for brugeren, er, mens man holder kursen mod en overordnet idé.

”Der ligger en produktvision for appen, men hvis vi skulle realisere den 100% ved første release, ville produktet først komme ud meget senere – og til den tid har brugerens adfærd og behov med garanti ændret sig,” siger Kristian Waneck.

Reorganisering sætter produktet i centrum

Ud over den agile transformation har en nylig reorganisering samlet hele værdistrømmen til DRs primære produkter i et antal organisatoriske enheder for at sætte produkter i centrum frem for projekter. Ved at arbejde produktorienteret og ikke projektorienteret, får man skabt et vedvarende ejerskab til produktet.

”Måske har man tidligere bare leveret sit projekt og er gået videre til det næste. Men med vores nye tilgang får vi skabt tilknytning til produkterne og den løbende opmærksomhed, der skal til for at opretholde en tårnhøj kvalitet,” siger Kristian Waneck.

Han vil gerne have DR derhen, hvor udviklerne i højere grad får mulighed for at byde ind. Det er ikke længere en kravspecifikation på udviklernes bord, der er afgørende for, hvordan en opgave løses. Kristian Waneck siger:

”Nu er der faktisk en dialog om, hvad formålet er, og hvordan vi kommer derhen. Det giver ejerskab.”

Det kommer blandt andet til udtryk i udviklingen af den nye radio app, hvor teamet har grebet momentet, taget ejerskab og været drivere for, hvordan produktet skulle udformes. Selvom der har været krav fra forretningen til, hvad der skulle leveres, var teamet afgørende for, hvordan opgaven i sidste ende blev løst.

Tager man ejerskab, udvikler man altid med udgangspunkt i produktet. Udviklingen foregår ikke for udviklingens skyld, men med konstant blik på optimering og forbedring af produktet.

Så for streamingchefen handler agilitet både om at kunne opnå højere frekvens af releases, men det handler også om at skabe en kultur, hvor udviklerstaben tager ansvar for de produkter, de har i porteføljen. Og i forhold til DRs nye radio app, har den produktorienterede tilgang givet pote:

”Vi har fået et team på plads, der har det produktfokus, der skal til for at levere løbende. Det har skabt fokus i forhold til vores primære opgaver, og vi kan bedre fravælge opgaver, der ikke har fokus på produktet”.

Et stærkt internt setup

Én ting er ambitioner, en anden er at føre dem ud i livet. Derfor er det ifølge Kristian Waneck nødvendigt at ramme det rigtige mix af interne udviklingsteams og leverancer fra eksterne. Agil udvikling kræver dygtige udviklerteams, der tør tage ansvar og har kompetencerne til at løfte og skærpe DRs streamingtjenester.

”Vi tror meget fast på at have kompetente udviklingsteams internt. Et stærkt internt setup giver en hastighed og fleksibilitet, vi ikke kan opnå udelukkende med eksterne leverandører.”

Som et led i at skabe en intern udviklingsorganistion, der er skarp og har de kompetencer, der er behov for, anvender DR eksterne konsulenter til at supplere organisationen med de rette kompetencer in-house.

”Vi supplerer med eksterne konsulenter, for at have den volumen af kompetencer vi har behov for, men også for at supplere med de særkompetencer, der skal til for at kunne løse de opgaver, vi står overfor”. 


Blå bog:

Navn: Kristian Waneck

Alder: 40

Titel: Chef for streaming

Uddannelse: Cand.comm.

Har de seneste 8 år arbejdet hos DR som blandt andet Chef for IT-infrastruktur og Production Manager inden han i slut 2016 blev sat i spidsen for DRs streamingtjenester.

related posts